Pulsar Festival – 17. Marts
Omlyd præsenter en alternativ programbog til Pulsar Festival. Programbogen er skrevet af de studerende på Musikvidenskab. Se mere om Pulsar Festival på Det Kongelige Danske Musikkonservatoriums hjemmeside.
| Koncert # 5, Aftryk i sindet & tiden og rummet
Lørdag. 17. Marts kl 15.00 på Studiescenen |
| Brian Haller: Four Melancholy Songs
Tan Tuan Hao: Monsoon Filip Melo: Shroud Nicholas Martin: Mother and Child Christos Farmakis: Helix Lucorum Martin Stauning: Interventions |
Om koncerterne:
Brian Haller (f. 1991): Four melancholy songs (2011) for any type of voice and a lute in G
af Andreas Hastrup, Rasmus Haase og Simon Øbro
Four Melancholy Songs er et minimalistisk renæssance-inspireret stykke skrevet af Brian Haller. Komponisten skriver selv om dette værk, at det er inspireret af den Elizabethanske æra samt af den måde man komponerede på i renæssancen. Stykket er et fantastisk eksempel på, hvor vellykket en fusion mellem musikken i den klassiske og den minimalistiske verden kan være.
Haller siger selv om sine PULSAR-aktuelle værker, at de er de mest programmatiske han har skrevet i de senere år – og hvor fragments, shards, pieces bygger på en oplevelse af visuel kunst, bygger Four melancholy songs på lyrik. Teksterne, der er brugt i de fire sange, er skrevet af forfattere fra førnævnte æra for at bibeholde stilen fra renæssancen. Disse tekster er Thomas Campion: ”When thou must home to shades of underground”, Samuel Daniel: ”Desire, that is of things ungot”, Thomas Weelkes: ”Sweet love I will no more abuse thee” og John Fletcher: ”Take, oh take those lips away”. Udover at bruge tekster fra denne tid bruger komponisten i haf sangene forskellige skalaer, som han har fundet ved en kombination af kirketonearterne.
Værket fremføres af en sanger samt en tenorguitarist, da det ikke har været muligt at finde en, der spiller lut. Der kan fremføres fire sange, som titlen lægger op til, men det er op til de fremførende selv at vælge om alle fire skal fremføres og i hvilken rækkefølge. Endvidere bliver vokalen sunget med mindst muligt vibrato, hvilket passer godt ind i komponistens blanding af klassisk og minimalistisk stil. Brian Hallers minimalistiske kompositionssti ses tydeligt i værket og dette udgangspunkt passer perfekt til programmet for PULSAR 2012, som hovedsageligt består af værker af John Cage samt komponiststuderendes værker. Grunden til at John Cage er så tungt vægtet ved dette års PULSAR festival er i anledning af at han blev født for 100 år siden.
SHROUD (Uropførelse) – Filip Melo
Af Christine Andersen, Leslie Ming og Jacob Andersen
For tredje år i træk deltager den unge svenske komponist Filip Melo i Pulsar festivalen. Dette år med en strygekvartet af navnet Shroud. De forrige gange på Pulsarfestivalen har været gode, og han glæder sig derfor til endnu engang at have musik med på festivalen.
Filip Melo er 25 år gammel og af en kunstnerisk familie, med en mor der både er klaverlærer og skulptør. Allerede i en tidlig alder blev Filips interesse for at komponere musik udviklet. I 6 års alderen skrev han ”tilfældige” noder ned, som hans mor efterfølgende spillede på klaveret. Det var dog først i gymnasietiden, at Filip Melo for alvor fik udviklet evnerne og lysten til at komponere musik. Siden har tingene taget fart, og talentet har sendt ham til København, hvor han nu studerer på det sidste år af kompositionslinjen på Det Kongelige Danske Musikkonservatorium. For Filip Melo ”har det altid føltes rigtigt” at skrive musik og han har svært ved ”at se noget andet end det.”
Filip Melo finder stor inspiration i renæssancens vokalpolyfoni og barokken, og bruger grundlæggende kompositionsteknikker herfra i sin egen musik. Dog lader han sig ikke begrænse, og blander derfor sine egne principper ind i de ellers så faste regler fra renæssancen og barokken. Melo finder inspiration i alt, lige fra den italienske renæssancekomponist Carlo Gesualdo til den moderne franske komponist Eric Satie, en af inspiratorerne for avantgardebevægelsen.
Filip Melos bidrag til pulsarfestivalen er strygekvarteten Shroud. Stykket blev skrevet på en to ugers workshop (2010) i Malmø, og var en intensiv og lærerig proces. Kompositionen var mere en test på, hvad man kan opnå på så kort tid, når man kun har en idé til en melodi. Stykket starter ved, at melodien præsenteres af førsteviolinen og andenviolinen modsvarer med en udvidet melodi. Stykket har meget stemme- og linjeføring ligesom renæssancens vokalpolyfoni, samtidigt med at der arbejdes med dissonanser og afspænding.
Titlen Shroud betyder omsvøbt, og fortæller om musikkens subtile og skrøbelige karakter. Melo vil ikke pådutte publikum en bestemt fortolkning. Det er et stille stykke, og folk kan bruge titlen som inspiration til, hvad man kan lytte efter.
MONSOON (Uropførelse) – Tan Tuan Hao
Af Christine Andersen, Leslie Ming og Jacob Andersen
25 årrige Tan Tuan Hao har tidligere optrådt på en festival I Malaysia, men det er første gang han optræder ved Pulsarfestivalen. Han bidrager med en uropførelse af sit eksperimenterende værk, “Monsoon”
Tan Tuan Hao er født og opvokset i Singapore. Han startede med at spille på fløjte i en tidlig alder og begyndte at komponere som 15-16 årig. Da han skulle vælge uddannelse stod han i dilemmaet mellem at spille fløjte eller at komponere. Valget faldt på komposition , fordi han følte muligheden for at udvikle sin kreative frihed var størst her.
Tan Tuan Hao har taget sin bachelor i Singapore, men blev herefter meget interesseret i den nordeuropæiske/skandinaviske musik, hvorfor han læser sin kandidat på DKDM.
Som komponist ser Tan sig som eksperimenterende, og han er bl.a. inspireret af russeren Igor Stravinsky. Han kan godt lide kammermusik, hvor der er en større interaktion mellem musikerne og en mere intim følelse. Når han komponerer, bruger han sjældent et instrument. ”Det er en smule begrænsende for mig, for så sætter jeg instrumentet først – frem for musikken.” Han improviserer inde i sit hoved og på papir, og denne ustrukturerede metode, skaber hans frie musik.
Monsoon er et stykke for fløjte og slagtøj og er inspireret af naturen. Efter en to måneders tur til Tyskland kom han tilbage til Singapore og oplevede en voldsom vejrforskel. Dette fik ham til at skrive om en naturkraft som monsunen. Han godt lide repetitionen af lyde. Den måde regndråber både er en lyd for hver dråbe, og samtidig er en samlet lyd, fascinerer Tan. Det fascinerer ham også at den del af verden hvor han kommer fra, kan monsunen både være en kilde til liv og resultere i død.
”Jeg håber, at folk vil huske værket og forhåbentlig få en stærk følelse, som får dem til at tænke over musikken.” Det er vigtigt for Tan at publikum er fri til at synes om stykket eller ej. Han vil hellere provokere folk til at starte en diskussion, end at de ingen mening har om stykket, og glemmer det når de forlader salen.
Nicholas Martin: ”Mother and Child” (2010, uropførelse)
Af Signe Røn og Nicolai Vesterkær Krog
Engelske Nicholas Martin (f. 1989) er snart færdig med sin kandidatuddannelse i komposition på det Kongelige Danske Musikkonservatorium. Hans interesse for komposition opstod, da han som purung klaverelev fandt mere morskab i at finde på egne melodier i stedet for at øve sig på sine klaverlektier.
”Mother and Child” er skrevet for violin og bratsch og til uropførelsen fremføres dette værk af to af komponistens medstuderende fra DKDM. Den melankolske komposition starter skrøbeligt ud med en stille glissando, løbende opbygges intensiteten og der bliver lagt vægt på relationen mellem instrumenterne. ”Mother and Child” kan ses som søsterstykke til en anden komposition af Nicholas Martin, ”Mother of Sorrows”, skrevet for harmonika. Disse to værker udgør tilsammen en helhed baseret på det samme tankesæt, dog uden at kunne opfattes som programmatiske. Selvom de er skrevet ud fra forskellige udgangspunkter er melankolien og mørket fælles for de to kompositioner. Ligeledes eksisterer der i begge værker en balance mellem den beskrivende titel og en bibeholdelse af musikkens iørefaldende mystik.
Moder og barn tematikken rummer i sig selv en uvished, som kan foranledige publikum til at tænke på forholdet mellem to karakterer. På trods af, at titlens ekstramusikalske betydning er intentionel, skal man dog ikke lade sin fantasi og tolkning fastlåse heraf. Den tematiske titel skal måske nærmere opfattes som en distancering til klichéen ”moder og barn” og kan benyttes som en mulig indgangsvinkel til stykket. Der foreligger i ”Mother and Child” en objektiv fremstilling af følelser, som fra den unge komponists side på ingen måde skal forstås som et ønske om at fremprovokere en bestemt følelse hos publikum.
Tydelig i ”Mother and Child” (og ligeledes i søsterstykket ”Mother of Sorrows”) er komponistens interesse i abstrakt sammensætning af musikalske komponenter i tråd med moderne komponister som eksempelvis Morton Feldman og György Ligeti. Med inspiration fra sådanne komponister må man sige at Nicolas Martins kompositioner rummer visse modernistiske elementer. Den beskrivende titel og det følelseskildrende indhold ligger fjernt fra John Cages idé om den musikalske lyd uden konnotationer, frigjort fra komponistens fantasi. I hvor høj grad Nicolas Martin på anden vis kan beskrives som værende ”EnCaged” må dog være op til lytteren selv at bedømme.
Christos Farmakis: ”Helix Lucorum” (2011, uropførelse)
Af Melih Erdem og Malte Aarup-Sørensen
Født og opvokset i Grækenland startede Christos Farmakis som 14 årig sin musikalske karriere på det traditionelle græske strengeinstrument bouzouki. Det var også til dette instrument Farmakis som syttenårig skrev sit første partitur. Efter ni års private studier i harmonilære, kontrapunkt og komposition tog Farmakis skridtet til København, hvor han blev optaget ved Det Kongelige Danske Musikkonservatorium. Her har han studeret hos Hans Abrahamsen, Bent Sørensen, Niels Rosing-Schou samt Hans Peter Stubbe Teglbjærg.
”Helix Lucorum” er komponeret for accordeon samt fire celli. Instrumenterne er placeret i en halvcirkel med accordeon i midten omgivet af to celli på hver side. Netop opsætningen og det visuelle spiller en vigtig rolle i Helix Lucorum. Stykkets titel er flertydig, og kan på den ene side referere til det græske ord helix (propel). På den anden side er Helix Lucorum den latinske betegnelse for en snegleart, og i forhold til opsætningen af halvcirklen, vil publikum, både visuelt og auditivt, blive konfronteret med et fænomen, hvis udførelse vil kunne afspejles i netop disse to sammenhænge.
Sammenspillet mellem det visuelle og det auditive er essentielt for Farmakis, som med disse præmisser generelt i sine kompositioner ønsker at udfordre lytterens forventninger til stykkets musikalske forløb. Publikum inddrages ikke direkte som en del af stykket, men legen med forventninger og den gængse opfattelse af traditioner er i høj grad til stede. Farmakis opfodrer generelt i sin musik, lytteren til selv at tænke, tolke og forstå musikken.
Som det også er tilfældet i søsterstykket, Static Spheres, arbejdes der endvidere med en ufuldkommen spænding i musikken. Denne spænding har til formål at skabe en følelse af noget uforløst hos tilskueren og skaber derved incitament for yderligere eftertanke og nysgerrighed.
Selv kalder Farmakis sin musik psykedelisk og nævner som inspiration alt fra Ravel og Stockhausen til Pink Floyd og norsk black metal. I forhold til årets tema, John Cage, ser Farmakis ingen direkte påvirkning. For Farmakis er John Cage blot en bagrund, lige såvel som for så mange andre, og Farmakis mener da også, at man sikkert kan spore ”Cage” elementer i hans musik.
Martin Stauning – Interventions l-lll
af Andreas Jensen, Jacob Koch, Else Gaunoux, Bolette Ulff-Møller
Martin Stauning (f. 1982) er uddannet ved den kongelige ballet, her har han danset som korps-danser, og har koreograferet og komponeret musik. Derudover har han komponeret musik til DRs programmer, og ved siden af PULSAR festivalen er han i øjeblikket også aktuel med musik til teaterstykket Imellem virkeligheder der har premiere i april på Asterions hus.
Interventions består af tre tilsyneladende uafhængige stykker. Hver del er en række stærkt afgrænsede, banale handlinger, der alle synes lige vigtige. Der er kun en enkelt performer involveret – en ung mand, nydeligt klædt i sort jakkesæt og slips. Om højre håndled bærer han et armbåndsur, der er gået i stå. Over venstre arm hænger et foldet viskestykke. Han har ingen musikinstrumenter, forstået i en traditionel forstand, men et par mikrofoner og nogle andre rekvisitter, han bruger til at skabe lydbillederne med. Udførelsen er nøje planlagt og hver en handling forfattet med omtanke
Interventions opleves ikke som musik i den forstand, at man føler en puls-fornemmelse arrangeret i en række takter men som tre korte lydforestillinger. Her fornemmer man tydeligt Staunings baggrund inden for balletten komme til udtryk, da fokus i høj grad også ligger på det visuelle aspekt af værket. På den måde bliver lyd og handling ligestillede.
Ideen med interventionerne er, at de skal ”afbryde” en koncertrække, så de tre dele vil ikke, og bør ikke opleves efter hinanden. Dog er der en sammenhæng mellem stykkerne, idet man fornemmer en udvikling i form af handlingernes karakter. Bevægelserne bliver gradvist til større udfoldelser og ender til sidst med at blive decideret voldsomme, dog er der ingen udvikling hos performeren, der formår at holde sig fuldstændig udtryksløs. Dette giver et større fokus på de lydbilleder Stauning arrangerer. Der er ingen replikker til at påvirke lytterens opfattelse af værkerne, og derfor er det overladt til den enkelte, hvad man får ud af oplevelserne. Således afviger Interventions genremæssigt fra resten af PULSAR festivalens i forvejen brede program, hvor Stauning giver et bud på, hvordan utraditionelle, forstærkede lyde giver en anderledes, musikalsk oplevelse. Koreografi og performance er i højsædet, og publikum lades tilbage med en følelse af overraskelse og undren.
