Musikvidenskab på forsiden

Af Nikolaj Strands

En længere debat om musikvidenskab, humaniora og deres rolle i samfundet udspillede sig i sommerens løb i flere landsdækkende aviser. Debatten begyndte i Weekendavisen, hvor den også fik sin mest substantielle udformning. Omlyd bringer her en gennemgang af de centrale dele af debatten, som den forløb i Weekendavisens spalter.

Den 1. juni 2011 skete der noget ganske usædvanligt set fra et musikvidenskabeligt perspektiv: Ikke alene blev musikvidenskab omtalt på forsiden af en landsækkende avis, men faget, dets indhold og metoder var genstand for en artikel over flere sider. Artiklen, skrevet af Klaus Wivel under titlen ”Hjem til Aarhus”, omhandlede musikvidenskabsuddannelsen ved Aarhus Universitet (AU), og en længerevarende debat udspillede sig efterfølgende i avisens spalter.

Omdrejningspunktet for Wivels artikel er den tyske professor Linda Maria Koldau, der i 2009 blev ansat ved musikafdelingen på Institut for Æstetiske Fag (IÆF) ved AU. Ifølge Wivel blev Koldau headhuntet fra Tyskland på baggrund af AU’s ønske om at være ”blandt Europas førende universiteter”, og hun blev desuden udvalgt på baggrund af sine imponerende meritter i forhold til antal publicerede artikler (omkring de 90), internationalt anerkendte forskningsniveau og undervisningserfaring.

Udgangspunktet for, hvad Wivel kalder et ”eksistentielt drama på humaniora”, er den personalesag, der udviklede sig ud fra mødet mellem denne angivelige stjerneforsker og det musikvidenskabelige og universitære miljø omkring AU. Personalekonflikten involverer sædvanlige problemer med kommunikation, længevarende sygdom, manglende deltagelse i møder m.v., men selve sagens kerne er, at Koldau ikke føler, at de forskningsmæssige kvalifikationer af musik- og kulturhistorisk karakter, som hun bidrager med, værdsættes i det intellektuelle klima på musikvidenskab og humaniora, men bliver anset for ”gammeldags”. Wivel beskriver, hvordan denne konflikt kan ses som udtryk for et bredere problem på hele humaniora:

”Den tyske professor giver stemme til et problem, man hører mange steder på dansk humaniora: at diverse postmoderne kulturteorier føres frem på bekostning af kulturhistorie – at den klassiske faglighed kort sagt styrtdykker som følge af universiteternes bestræbelser på at lave helt nye faglige og organisatoriske strukturer.”

Ifølge Koldau er denne udvikling så katastrofal, at en hel generation af studerende er ved at ”gå tabt”, og derfor har hun engageret sig i sagen.

Fra lederen af IÆF, Niels Lehmann, lyder svaret på Koldaus kritik, at der er masser af plads til musikhistorie på Musikvidenskab i Aarhus, men at faget i dag også rummer mange andre dimensioner:

”Hele musikbegrebet har ændret sig. Er det muligt i dag at tage en uddannelse, der kun består af musikhistorie? Nej. Men det er muligt at tage en uddannelse, hvor musik er en ledetråd gennem hele uddannelsen. Virkeligheden er, at vi skal uddanne til flere arbejdsmarkeder på en gang.”

Koldau mener ikke selv, at hun insisterer på musikhistorie, men på en faglig kontekst, hvor hendes kvalifikationer kan komme til deres ret. Hun lægger dog særligt vægt på, hvad hun ser som en total mangel på kendskab til musikhistorie og repertoire blandt kandidatstuderende, hvilket blandt andet giver sig udtryk i, at der findes ”kandidatstuderende, der aldrig har hørt noget om Beethovens symfonier eller Vivaldis Fire Årstider”, og som ikke kan læse noder.

Det skal allerede her nævnes, at Musikvidenskab ved Aarhus Universitet har en anderledes struktur end i f.eks. København, idet der i Aarhus findes to kandidatuddannelser (eller profiler), hvor den ene (den mere traditionelle) kræver en fuld bachelorgrad i musikvidenskab (med bl.a. fire semestres obligatorisk musikhistorie), mens den anden, som hedder ”Musik, lyd og kommunikation” (og som kun kræver et BA-tilvalg i Musikvidenskab), til gengæld lægger vægt på musik og lyd i hverdagen og derfor kræver andre tilgange og forudsætninger.

Koldau, der bl.a. forsker i venetiansk kirkemusik og komponisten Claudio Monteverdi (1567-1643), kvinder i renæssancens musik- og kulturliv og ubåde (!), har ligesom andre ansatte forskere kunnet slå kurser op, men der har været for ringe studentertilslutning til, at de kunne gennemføres. Netop forholdet til de studerende ligger Koldau på sinde:

”Det er mit princip at behandle studerende som voksne. Jeg forventer, at de ved, hvorfor de har valgt en uddannelse på universitetet, og at de tager ansvar for deres beslutning og dermed deres liv … Min erfaring og mine iagttagelser på IÆF (…) er, at mange af de unge desværre også forholder sig som børn, når de bliver behandlet på denne måde. De bedste studerende er klar over det – nogle få beklager sig, de fleste tier stille. Og de bedste forsvinder fra universitetet efter kort tid.”

Dette har også afgørende betydning for forholdet mellem universitet, samfund og erhvervsliv. Den ”afgrund”, der ifølge Koldau findes mellem universitetet og samfundet, og den ”foragt for akademikere”, som hun generelt føler i Danmark, hænger sammen med, at universitetet producerer ”uselvstændige kulturteoretiske fantaster, der tænker og skriver i en realitetsfjern jargon og ikke er i stand til at udarbejde en selvstændig struktur for at løse en problemstilling”.

Dette får Koldau til at konkludere:

”Mange forskellige artikler og samtaler i de sidste 14 måneder har vist mig, at der åbenbart hersker en grundlæggende misforståelse i Danmark om, hvilket formål en universitetsuddannelse skal tjene til – koblet med en tydelig mistillid til bred viden og akademisk grundighed. Det bliver ordret bekræftet af højtstående repræsentanter fra kultur- og erhvervslivet, som jeg har opsøgt for at drøfte årsagerne til den afgrund, der findes mellem danske universiteter og det danske samfund.”

Koldaus ”drøftelser” med erhvervslivet i Danmark har bl.a. givet sig udslag i en konference med deltagelse af den amerikanske musikprofessor Jeffrey Kurtzman fra Washington University, der ifølge Wivel er en ”musikhistorisk notabilitet”. Kurtzman giver i et oplæg holdt på Aarhus Universitet Koldau ret i mangt og meget og konkluderer følgende om kandidatuddannelsen ved Aarhus Universitet:

”Uddannelsen har fået et forkert mærkat. Der findes ingen uden for Aarhus Universitet, som vil anerkende det musikvidenskabelige kandidatprogram som det, man andre steder kalder musikvidenskab. Det ville formentlig være mere korrekt at kalde det ”sociologi samt skabelsen og markedsføringen af moderne populærmusik”. Det mest chokerende er dog, at det ikke kræves af alle kandidatstuderende, at de kan læse noder. Skønt der findes job, som ikke kræver kendskab til noder, kan stort set ingen fremtidige arbejdsgivere tage sådan en uddannelse eller den slags kandidater alvorligt. De studerende har tydeligvis et stort potentiale, men uddannelsen tjener dem dårligt.”

Kurtzmann skal vi vende tilbage til senere.

Svar på tiltale

Forståeligt nok er der ugen efter (d. 10. juni) blandede reaktioner på Wivels artikel i Weekendavisens debatspalter. Koldaus musikvidenskabelige kolleger fra AU har et fælles indlæg, hvor de klargør den særlige århusianske model med to kandidatuddannelser med meget forskellige profiler og deraf følgende tilgange og forudsætninger. Man har med denne linjeopdeling bestræbt sig på at ”foretage en fagligt funderet og fremadrettet udvikling af musikfaget” med henblik på det meget brede arbejdsmarked, som humaniora i dag uddanner kandidater til. Kollegerne konkluderer: ”Musikvidenskab på Aarhus Universitet rummer således store muligheder for de studerende, hvad enten de ønsker at fordybe sig i en klassisk musikforståelse eller en mere moderne musikfaglighed.”

To færdiguddannede kandidater fra musikvidenskab fremfører i et indlæg, at kendskab til en række teorier er vigtigere for dem i deres jobfunktion end f.eks. at kunne noder: ”Som nye i den musikfaglige kulturbranche er det en stor fordel for os at have stiftet bekendtskab med postmoderne, socialkonstruktivistiske ideer og at have en grundig og reflekteret forståelse af, hvordan musik bliver brugt i den moderne verden.” Endelig er der et indlæg fra ph.d.-studerende Laura Louise Sarauw, der (på baggrund af sin forskning) fremfører, at Koldaus faglighed ”ikke længere understøttes af Videnskabsministeriet”. Siden universitetsloven i 2003 har den klassiske faglighed været erstattet af et entydigt ”arbejdsmarkedsorienteret regime”, altså en overgang fra viden til kompetencer. Hun konkluderer:

”Det politiske landskab taget i betragtning er der derfor intet underligt i, at den tyske eliteprofessor er alarmeret over det faglige niveau. Uddannelserne bliver ganske enkelt truet til at slække på de traditionelle krav om faglig fordybelse til fordel for et øget fokus på en række nye kompetencer med en dokumenterbar arbejdsmarkedsrelevans, hvis de vil undgå lukning.”

To læserbreve i den mere polemiske ende er der også blevet plads til. En læser sammenligner med Penkowa-sagen fra København Universitet, som han mener blegner i sammenligning med udviklingen på AU. Som han skriver: ”Det kan være, at aarhusianerne tror, at rock og pop er musik. Det er så en ny variant af Aarhus-historier.” En tidligere studerende fra Musikvidenskab (med tilvalg i Moderne Kultur) ved Københavns Universitet kan genkende en del af kritikken af det faglige niveau herfra. Eksamensformerne på de teoretiske fag ved Musikvidenskab stillede alt for få krav i forhold til på de praktiske fag. Anderledes var det på tilvalget:

”På Moderne Kultur derimod blev der stillet krav om både at læse og skrive – hovedsageligt om Adorno – og mødet med de ”uselvstændige kulturteoretiske fantaster, der tænker og skriver i en realitetsfjern jargon” var for mig et stort trin op ad den videnskabelige stige.”

Endelig nævner den tidligere studerende, at hun på trods af et samlet bachelor-gennemsnit på 10 på Musikvidenskab dumpede optagelsesprøven til Musikkonservatoriet ”på grund af manglende viden om musikhistorie”.

Et amerikansk syn på sagen

Den 17. juni bragte Weekendavisen en udvidet kronik under overskriften ”Det subtile barbari” med et uddrag af det oplæg (i alt 25 sider), som den amerikanske professor i musikvidenskab Jeffrey Kurtzman holdt ved AU. Her uddybes kritikken af ”misforholdet mellem teori og empiri”. Kurtzman sporer generelt ”humanioras krise” tilbage til det, han kalder den ”kulturelle og teoretiske omvendelse” i litteraturvidenskaben for 40 år:

”På omkring dette tidspunkt holdt sprog- og litteraturforskere op med at opleve og studere litteraturen som sådan og gav sig i stedet til at arbejde med dekonstruktive og semiotiske analyser af sproget på den ene side og litteraturens sociologiske implikationer på den anden. Begge metoder forenedes i en iver efter at afdække de skjulte politiske fordomme i litteraturen – de kolonialistiske, racistiske, homofobiske og misogyne holdninger, der skjulte sig i litterære tekster.

Litteraturen blev ikke længere læst for at opfylde sin oprindelige, primære funktion – at bevæge og belære os om menneskelige følelser og handlinger og bibringe os en forståelse af det komplekse forhold mellem mennesker.”

Særligt to konsekvenser af denne ”omvendelse” er Kurtzman kritisk over for. For det første brugen af kulturvidenskaben i et politisk øjemed. At bedrive eksplicit politiseret forskning med udgangspunkt i marxistisk, feministisk eller anden kritisk teori er både videnskabeligt tvivlsomt og kontraproduktivt. Ifølge Kurtzman ligger videnskabens kritiske potentiale udelukkende i dens tilstræbte objektivitet. Kun herigennem kan den for alvor forandre noget i samfundet, og når kulturvidenskaberne lader sig politisere, lukker de ikke alene øjnene for deres sande genstandsfelt, men mister også deres troværdighed i det omgivende samfunds øjne.

Den anden konsekvens, som Kurtzman beklager, er, at der blev åbnet op for studier af ”tegneserier og andre former for populær og kommerciel litteratur” på bekostning af kravet om f.eks. at læse Shakespeare på litteraturstudierne. Det samme er til Kurtzmans fortrydelse sket inden for musikvidenskaben:

”Antallet af kurser i populær og kommerciel musik – der er næsten ingen forskel – er vokset eksponentielt, mens antallet af kurser i den vestlige verdens lange musikhistorie er faldet. (…)

Lad mig understrege, at jeg ikke mener, at populærkulturen ikke fortjener at blive studeret – spørgsmålet er, hvor hovedvægten lægges. Fra et æstetisk synspunkt, fra et synspunkt, hvor det drejer sig om at forstå, hvordan kunsten præger og former menneskets følelser, erkendelse og indbyrdes forhold, hvordan den giver os væsentlige indblik i os selv og vores menneskelighed, er det en uvirkelig fejlslutning at påstå, at tegneserie-litteratur kan lære os lige så meget om menneskets lod som Shakespeare, eller at Madonna og MTV kan lære os lige så meget som Mozart. Alligevel opgiver vi Shakespeare og Mozart til fordel for det mere overfladiske, det mere flygtige, det forenklede, endda det banale – netop de egenskaber, der gør populærkulturen populær. Bestræbelsen på at finde ind til menneskets virkelighed er blevet ofret på socialteoriens alter, hvor Shakespeares værdi for menneskeheden sammenlignet med tegneseriens er irrelevant.”

”Populær og kommerciel kultur” kan altså godt studeres, men kunstens og musikkens sande natur finder vi i den klassiske kanon af litteratur og musik ved en æstetisk betragtningsmåde, der har ”indblik i os selv og vores menneskelighed” som formål.

Kurtzman mener, ligesom Koldau, at en tilnærmelse mellem humaniora, samfund og erhvervsliv ikke opnås ved at flytte fokus fra historie til samtid og fra empiri til teori. Emnet, man studerer, er underordnet, når bare de studerende kan ”demonstrere en evne til at sætte sig ind i et givet fagområde og håndtere det med overblik og effektivitet”.

I samme avis kunne man læse et indlæg underskrevet af 49 kandidat- og bachelorstuderende fra Afdeling for Musikvidenskab (AU), som langt hen ad vejen lægger sig op ad kollegernes indlæg fra ugen før. De studerende lægger vægt på, at der er tale om to fagligt meget forskellige linjer, og at Koldau ”blander pærer og æbler”, når hun kritiserer det lave musikhistoriske og -teoretiske niveau på den ny linje i stedet for at fokusere på linjens tværfaglige profil og udgangspunkt i nutiden. De studerende beklager samtidig, at denne kritik falder tilbage på dem, der rent faktisk har haft masser af musikhistorie (på den såkaldte ”undervisningslinje”) og giver dem et (ufortjent) dårligt ry.

Endelig kan man læse et indlæg af en gruppe forhenværende klaverlærere ved AU, der generelt bakker op om kritikken af, at musikhistorien før 1970 negligeres. Det kritiseres også, at den klassiske ”klaverfaglighed” er nedprioriteret pga. besparelser i forbindelse med studieordningsændringer og med udbredelsen af den ”rytmiske” musik i uddannelsens praktiske del. Endelig kritiseres det, at man i forbindelse med en ny studieordning har opslået stillinger med undervisning i både ”rytmisk” og klassisk musik, som ingen af de allerede tilknyttede konservatorieuddannede undervisere har kunnet varetage.

Hovedpersonen svarer igen

Den 24. juni kunne man læse tre debatindlæg og desuden en kronik skrevet af sagens hovedperson selv, Linda Maria Koldau. De to af indlæggene var opbakning til Koldau, det ene fra en af hendes specialestuderende, der gav udtryk for respekt og begejstring for vejlederen, og den anden var en opfordring til Koldau om at tage sit gode tøj og gå: ”(…) rejs til et sted, hvor dine kompetencer værdsættes,” lød det. Endelig havde undertegnede og medredaktør ved dette blad, Mikkel Vad, fået bragt et indlæg, hvor vi kritiserede Kurtzmans kronik fra ugen før. Vi kritiserede hans ønske om et fokusskift fra teori mod empiri på baggrund af, at vi anså Kurtzmans eget syn på musikkens ”oprindelige funktion” som værende i høj grad teoretisk funderet, ikke som en eksplicit teori, men som en (muligvis ubevidst?!) indlejring i en vestlig kunstmusikalsk æstetisk diskurs, som ikke er mere ”naturgiven” end så meget andet. Vi argumenterede for en tilgang til kunsten og musikken, der både kunne inkludere den æstetiske (som Kurtzmans) og en mere (eksplicit) kulturteoretisk undersøgelse af kunsten og dens rolle i samfundet.

Koldau tager i sin kronik under overskriften ”Kære studerende, man byder jer for lidt” udgangspunkt i svaret fra de studerende ugen før og opsummerer sin kritik i tre punkter: det lave faglige niveau ved musikuddannelsen på AU, misforholdet mellem postmoderne teorier og kulturhistorisk viden og ledelsens fejl ved at sætte Koldau i en forkert kontekst.

Koldau beskriver, hvordan den historiske musikvidenskab er blevet trængt i baggrunden til fordel for en udvidet form for ”systematisk” musikvidenskab kombineret med musikpraksis og -produktion ⁽¹⁾. Hun gentager kritikken af, at man ikke kan bedrive denne ”systematiske” musikvidenskab på ”internationalt niveau”, hvis man ikke har et ”fast fundament af repertoirekendskab, musikanalyse og musikhistorie”.

Hun nævner en række eksempler på musikstykker såsom Wagners Valkyrieridt og Rachmaninovs 2. klaverkoncert, som er brugt i film, og som de studerende angivelig ikke har kendt til, og konkluderer, at ”der skal et fundament til for at forstå samtidskulturen”. Desuden kritiserer hun, hvordan der selv på den såkaldte underviserlinjes fire semestre med musikhistorie er et alt for lavt niveau. F.eks. er der ”kun” afsat tre gange 45 minutter til Beethoven, og en række central tyske komponister i det 19. århundrede ”bliver presset sammen til én lektion”.

Endelig forklarer Koldau, med sociologen Pierre Bourdieu som konkret eksempel, hvad hun mener med, at kulturteorier benyttes uselvstændigt uden stillingtagen til relevans:

”Det har bare intet med Danmarks realitet i året 2011 at gøre. Bourdieu har formuleret sine empirisk orienterede teorier på baggrund af det franske samfund i 60erne og 70erne. Hvordan står det i relation til nutidens Danmark? Det ville være et interessant spørgsmål at fordybe sig i, når det gælder Bourdieu, Derrida, Adorno og de andre, som man åbenbart mener, har større relevans end Mozart og Beethoven.”

Og dette leder til en kritik af, at den kulturteoretiske tilgang betegnes som moderne, mens Koldaus historiske musikvidenskab betegnes som traditionel:

”I fremhæver ”tværfagligheden” i linjen ”Musik, lyd, kommunikation” som noget ”nyt” og ”tidssvarende”, mens I kalder min orientering for ”traditionel”. Intet i det, I laver på den linje, er nyt. Tror I virkelig, I kan bedømme min faglighed? Internationale professorer i musikvidenskab og andre discipliner kalder min kulturhistorisk orienterede, helt igennem tværfaglige tilgang for en ”murbrækker i faget”. Er I klogere end dem?”

De sidste krampetrækninger

Den 1. juli er debatten ved at ebbe ud i Weekendavisen, to indlæg har dog fundet vej til bladets spalter. Det ene er igen skrevet af Laura Louise Sarauw, der i et svar til Kurtzman i det store og hele fremfører det samme argument som tidligere, nemlig at humanioras krise ikke skyldes teorier, men er af strukturel karakter og kommer ovenfra i universitetssystemet. Således er både den kulturteoretiske som den klassiske faglighed blevet beskåret de seneste år til fordel for indhold med ”dokumenterbar arbejdsmarkedsrelevans”:

”Hvad enten der læses Dante eller Derrida, er problemet derfor det samme: At være faglig handler ikke længere om at vide noget og kunne reflektere over det i en overordnet kontekst. Det handler derimod om at gøre sig til som et produkt, der er attraktivt for en kommende arbejdsgiver.”

Det andet indlæg er en kritik af Mikkel Vads og undertegnedes indlæg, hvor det påpeges at vi måske var lidt bombastiske i vores formulering, da vi skrev, at Kurtzman efterlyste ”ikke-teoriladet empiri”. Kurtzman anerkender, at der altid er tale om både-og i en eller anden grad. Desuden påstås det, at Kurtzman rent faktisk er kritisk i forhold til sin egen æstetiske position, uden at der dog gives eksempler på denne refleksion bortset fra Kurtzmans indrømmelse af, at vi ”alle har fordomme”.

8. juli bringes det sidste indlæg i debatten i Weekendavisen i form af et svar fra Kurtzman til Sarauw, hvor han anerkender kulturteoretikere såsom Foucault som ”meget indsigtsfulde og stimulerende”, og som noget han selv er inspireret af forskningsmæssigt. Det er kun, når disse teorier bruges ukritisk, det bliver et problem:

”Kulturstudier er vigtige, men når man alene retter fokus mod den menneskelige aktivitets kulturelle rolle, bliver det forsimplet og også ofte trivielt: I sådanne studier skyr man individet, individualiteternes rigdom, erfaringens mangfoldighed og vurderinger af kulturforskelle – alt sammen det, der udgør virkeligheden og er en seriøs udfordring af alle teorier fra Platon og Aristoteles til Bourdieu og Gardner.”

Kurtzman giver også Sarauw ret i, at en stor del af miseren skyldes ”regeringsindgreb i uddannelsessystemet på dybt uintelligente og destruktive måder” og henviser til sit foredrag i sin helhed, hvor disse aspekter også berøres.

En mudret debat

Som nævnt spredte debatten sig til flere aviser, heriblandt Politiken, Jyllands-Posten og Information, primært i form af referencer og kommentarer til debatten i Weekendavisen. Koldau havde dog et længere debatindlæg i Politiken, hvor hun opsummerede sin kritik af humaniora, og i henholdsvis Information og Jyllands-Posten blev spørgsmålet om de humanistiske uddannelsers (relativt lave) finansiering og forholdet mellem teori og praksis i forbindelse med musikundervisning taget op.

Som jeg ser det, har der været tre spørgsmål sammenfiltret i debatten, som med fordel kunne have været holdt adskilt. Det første er Linda Maria Koldaus personalesag ved AU. Her må det være åbenlyst for enhver, at der ikke har været den forventningsafstemning, som burde være naturlig ved en så afgørende ansættelse. At ledelsen ved IÆF har ”fejlplaceret” Koldau i et eller andet omfang, virker indlysende, ligesom det dog heller ikke virker, som om Koldau har gjort sig klart, hvad et musikvidenskabeligt professorat indebærer i en dansk og særligt i en århusiansk kontekst.

Det andet er det universitetspolitiske spørgsmål, som har været diskuteret heftigt de seneste år, og som grundlæggende handler om universitetets og humanioras rolle i samfundet og om prekære spørgsmål vedrørende overgangen fra eliteuniversitet til masseuniversitet og fra industrisamfund til videnssamfund. Pædagogikken (eller manglen på samme) er naturligt nok den centrale kampplads i denne diskussion.

Det sidste spørgsmål er den videnskabsteoretiske diskussion, der foregår på humaniora og musikvidenskab, og som der ikke er nogen grund til at feje ind under gulvtæppet. Der er ingen tvivl om, at musikvidenskabsfaget i særdeleshed har været i en rivende udvikling de sidste 30 år og sådan set stadig er det. Hvad en ”musikvidenskabelig kendsgerning” er i 2011, er i høj grad til diskussion, ligesom også genstandsfeltet og metodikken er det. Det er dog sikkert, at vi i dag både kan lære noget af universitetets lange tradition for dannelse og bevaring af kulturhistorisk viden og af de seneste tredive års udvikling inden for kultur- og samfundsteorien. Diskussioner om, hvordan disse skal spille sammen for at tilgodese såvel fagets udvikling som dets bidrag til samfundet, må dog tages i et klima, der ikke er præget af personalesager, institutionelle trakasserier og de polariseringer, den slags medfører.

 

Del denne artikel: