Jo jo, vi blogger os’

Af Sune Anderberg, stud. mag. musikvidenskab

Jeg skulle lige til at skrive det. Og et eller andet sted siger det meget om fænomenet, at det allerede er blevet en kliché at skrive netop dét: ”Alle mennesker med respekt for sig selv har i dag en blog.” Det har jeg også selv, jeg har endda købt mit eget domæne (inden også dét bliver en trend), faktisk er jeg i gang med min tredje blog. (Fik jeg i parentes bemærket nævnt blogosfærens selvpromoverende karakter?)

Så naturligvis er blogging allerede blevet endevendt af forskningen ⁽1). Men også af bloggerne selv – der findes adskillige metablogindlæg, som spørger sig selv og læserne, hvorfor vi blogger. Det er ikke sjældent, en blogs første indlæg prøver at besvare netop denne umiddelbare undren. Og det er alligevel sjovt, for hvor ofte har man indledt en sms eller e-mail med samme refleksive niveau? Måske findes svaret i den simple konstatering, at formålet med sidstnævnte kommunikation forekommer mere indlysende. Intuitivt indlysende. Vi sms’er for at snakke lidt uformelt med hinanden. Det samme med e-mails, dog i højere grad med et arbejdsorienteret, målbaseret indhold: E-mails er mere formelle, mere professionelle – du ville sjældent aftale forretninger over sms.

Og hvad så med en blog? Dette fænomens udtryksside er fortsat ved at blive konstitueret, så formen er dynamisk, endnu til forhandling. Når Den Danske Ordbog definerer blogs som ”sider på internettet, hvor en person fører en art dagbog, der daglig opdateres med kommentarer og links til udvalgte emner”, går man glip af hele det aspekt af blogging, der omhandler selvpromovering og markedsføring. I dag kan man blive betalt for at blogge positivt om bestemte brands, men man kan også – som Jes Dorph Pedersen – blive betalt for at blogge som en del af TV 2’s satsning på at skabe en digital identitet.

Ligeledes er danske aviser begyndt at blogge. Det giver selvfølgelig god mening, når man tænker på de faldende oplagstal for nyhedsmediernes papirudgaver. Og på den måde låner avisvirksomhederne en del af fænomenets umiddelbare status som personlig udtryksform, men er samtidig med til at forhandle den diskurs, blogging eksisterer i. Det kommer uundgåeligt til at fratage blogging en del af dets præg af personlige kommunikation, når blogs kommer til at være reklamestunts, journalistik eller arbejdsreferater.

Der er også det personlige, psykologiske aspekt: – Hvorfor lige netop denne blog? Det forholder sig trods alt ikke sådan, at vi i dén flermediale virkelighed, vi befinder os i, ligefrem har brug for endnu mere (mere eller mindre ubrugelig) information. Måske kan man se blogging som et mellemsted mellem forgængelig chat og til-døden-os-skiller-aktiviteter såsom at skrive og udgive en bog. Det er uforpligtende, men dog på sin vis œuvre-opbyggende. Man har et værk at vise frem – hvis man vil. Og ér man egentlig interessant nok som skribent (som person?) til, at tilfældigt forbipasserende vil læse og kommentere éns indlæg?

Tja. Måske er det bare usandsynligt nemt, forholdsvis nyt og stadig lidt hipt at blogge.

… om musik

Musikblogs er nærmest en kategori for sig selv, er min fornemmelse. Der bliver nemlig oftest brugt en overflod af YouTube-videoer. Naturligt nok, når nu musikken til det, man skriver om, kun er et enkelt klik væk.⁽2)

I dette nummer af Omlyd kan du læse fire eksempler på, hvordan man kan blogge om musik (igen: Formen er endnu til forhandling). Her er der selvfølgelig lagt vægt på, at teksterne skal kunne stå alene uden links til YouTube (så forhåbentlig har du Lady Gagas video til ”Telephone” nogenlunde præsent i erindringen).

Henrik Marstal

er musiker, forfatter, forsker og skriver i ”Computer Welt eller Googles moralske herredømme” om Kraftwerks digitale dystopier, men breder så dette case study ud for at bringe en mere generel kritik af den digitale tidsalders bagside. Et eksempel på, hvordan bloggings essayistiske, associative form kan føre en musikblog langt væk fra musikken.

Torben Sangild

er ph.d. i Moderne Kultur og manden bag Det spekulative øre. Her blogger han frit om kulturelle spørgsmål, i tilfældet ”Instinkt og magt” om Theodor W. Adornos forhold til fuglesang, som perspektiveres til de højeste kulturteoretiske niveauer.⁽3)

Erik Steinskog

er lektor og forsker ved Afdeling for Musikvidenskab på Københavns Universitet, men bruger en del af sin tid på at blogge, ikke sjældent om telefoner og Lady Gaga. Via punktnedslag i populærkulturen aktualiserer han eksempelvis de teoretiske aspekter ved kønsforskningen. Således også i ”(All we hear/see is) Telephone Gaga”.

Søren Møller

er musiker og blogger for Dagbladet Information. ”Den frie musik” er hans kommentar til den nye virkelighed, musikere lever i som følge af digitaliseringen, og rent formmæssigt trækker indlægget blogformen over i retning af den klassiske aviskronik.

 

Noter:

Del denne artikel: