Indieklassisk, en problematisk kategori?

Af Kristian Bønløkke

Jayson Greene skrev for nyligt en artikel på Pitchfork med titlen ”Making Overtures: the Emergens of Indie Classical”. Artiklen behandler en nyere tendens inden for musiklivet, hvor en ny generation af komponister, med en god gang DIY-mentalitet, ikke er bange for at bruge popmusikken som inspiration til klassisk kompositionsmusik. I blandt andet New York og på Island sprudler en ny scene, som betegnes ”alt.-klassisk”, ”indie-klassisk” eller ”postminimalisme”. Hvad disse genre-fænomener dækker over, vil denne artikel betragte nærmere.

Med det nye årtusinde er der sket en ændring i forholdet mellem to musikalske kategorier, vi ofte opfatter som helt forskellige verdener. Det er to kategorier, som bredt kan betegnes ”pop-/populærmusik” og ”klassisk/kunstmusik”. I dag ses det, at grænsen mellem, hvornår en kunstner eller et stykke musik tilhører den ene eller den anden verden, er blevet mere problematisk at fastlægge. Lad mig komme med et par eksempler:

Radioheads Jonny Greenwood er i år aktuel med orkesterværket Popcorn Superhet Receiver, der er af en slags besvarelse på Krzysztof Penderecki’s Threnody for the victims of Hiroshima fra 1960.

Tim Hecker spiller til dj-aften på spillestedet Stengade i København d. 7. februar 2012, og en uge efter opføres den samme musik som orgelkoncert i Westminister United Church til Winnipeg New Music Festival.

The National forsangeren Bryce Dressner, har fornyligt sammen med Sufjan Stevens og komponisten Nico Muhly skrevet og opført en sang-cyklus for syv tromboner, strygeorkester og sang på The Barbican Centre i London.

Dette er blot nogle få aktuelle eksempler, og man kan i dag finde talrige eksempler på popmusikere som bevæger sig over mod en klassisk musikkultur. Men bevægelsen går begge veje, og denne artikel vil primært fokusere på ny kompositionsmusik, der på flere måder søger mod populærkulturens sfære.

Popkultur ind på den klassiske scene

Populærmusikkens (gen)indtog på den klassiske scene er ikke et fænomen, som tilhører 00’erne alene. Man kan først og fremmest spørge, om populærmusik og kunstmusik ikke altid er gået hånd i hånd og inddrage J.S. Bach, Mozart, Bartók eller Benjamin Britten som eksempler.

Yderligere kan man spørge, hvad det er, der karakteriserer de to kategorier. Tilhører den ene ’lavkulturen’, og den anden ’højkulturen’? Afhænger det af kompositionsformen, eller er det musikkens intentioner og virkning, der gør forskellen? Mange vil antage at kunstmusikken er en mere intellektuel og seriøs kunstart end popmusikken. Men kan man ikke også argumentere for, at rendyrket populærmusik har været mindst ligeså banebrydende og visionær, som kunstmusikken og avantgarden?

Eksempler på dette kunne være pop-single-fetichist og Wagner-entusiast, Phil Spectors idé om ”wall of sound” og ”teenage symphonien”,¹ Brian Wilsons ide om ”koncept-albummet”², The Beatles’ vision om kæmpe orkestreringer af numre som ”A Day in a Life” fra albummet ”Sgt. Peppers Lonly Hearts Club Band” og mange flere.

Men særligt fra 1960’erne og frem, på den tid hvor Brian Wilson bl.a. skriver Smile ud fra en klassisk suiteform – ”en teenage-symfoni til Gud”, og hvor The Beatles eksperimenterer med lydcollage og alternativ instrumentering på deres albums, opstår der ligeledes blandt flere klassisk uddannede musikere og komponister et ønske om at overskride grænsen mellem popkultur og højkultur. I USA gjorde denne tendens sig gældende med amerikansk minimalisme og komponister som blandt andet Steve Reich, Phillip Glass og Meredith Monk.

Den ”alt-klassiske” scene, som jeg vil se nærmere på, ligger i høj grad i forlængelse af den amerikanske minimalisme. Men komponist og musiker Matt Marks udtaler i et blogindlæg, at der siden den tidlige minimalisme og til i dag er sket en afgørende ændring i forholdet mellem pop og klassisk. Ifølge Matt Marks var der med amerikanske minimalister som blandt andet Terry Riley og Steve Reich tale om et musikalsk oprør, der ville bryde med traditionen og den klassiske institutions rammer. Med den alt.-klassiske scene er der, ifølge Matt Marks, i mindre grad er tale om et oprør, men nærmere det, at popinspirationen nu flyder helt naturligt ind i moderne kompositionsmusik, og at denne musik kan udfolde sig både i en koncertsal og på en natklub.

Matt Marks komponerer selv popmusik og er del af det 20 mand store ensemble Alarm will sound, der er særligt berømt for deres af orkestreringer af Aphex Twins elektroniske musik, foruden et bredt repertoire af moderne kompositionsmusik.

alarm will sound: ”cock/Ver 10”

Et uafhængigt, men tilgængeligt output

En af de ting som karakteriserer meget af den musik, som betegnes ”alt.-klassisk”, er måden hvorpå musikken distribueres. Mange unge klassisk uddannede komponister har for alvor taget internettets udfordring op og udnyttet dets potentiale. Internettets mange forskellige fora som Facebook, Twitter og muligheder for udbredelse af musik gennem internetstreaming har gjort den ny kompositionsmusik langt mere tilgængelig for lytteren i dag, end det var tilfældet for halvtreds år siden.

Ikke fordi at man for halvtreds år siden ikke også kan finde eksempler på kollektiver og foreninger, som blev stiftet med det formål at udbrede ny kompositionsmusik. Men gennem internettet kan komponister i dag skrive og optage et stykke musik hjemme hos dem selv den ene dag og næste dag lægge det frem for lytteren. Endda kan internettet give lytteren mulighed for at høre musikken samtidigt med at den bliver skabt, som det er tilfældet med online-eventen ImprovFriday.

Man kan altså argumentere for, at en af årsagerne til udviklingen og udbredelsen af ny kompositionsmusik i dag ligger i, at den til en vis grad er rykket ind i det samme kommercielle rum som alt andet musik. Man behøver således ikke gå i den ’klassiske afdeling’ af en pladebutik for at komme i kontakt med musik uden for rock eller pop-kategorien. Med en virtuel pladebutik som iTunes-store findes musik i alle genre samlet det samme sted. Når (som det hænder) din iPod pludseligt skifter til shuffle-mode, mens du er ude og cykle, kan man blive overrasket over, hvor lidt kontrast og hvor flydende overgangene kan forekomme mellem, lad os sige: Terry Riley til Neu! til Atom™ til Schubert til Kraftwerk til Kate Bush til Björk til Arvo Pärt til Benjamin Britten til Phil Specter til Wagner til The beach boys til Animal Collective til Meredith Monk til Phillip Glass til Donna Summer etc.

Cykel-episoden er således et resultat af et nyt musikmedie, men episoden kunne naturligvis ikke have fundet sted, havde der ikke været en musikalsk forbindelse mellem de nævnte kunstnere. Der ligger bag det hele også en musikalsk idé, og hvis man vil finde et fikspunkt for sådan en idé er året 1987 et udmærket sted at starte.

Bang On a Can

I 1987 beslutter tre komponister, David Lang, Julia Wolfe og Michael Gordon, at gå sammen for at danne projektet ”Bang On a Can”. Idéen til Bang On a Can opstod, som de selv beskriver det, ud fra et ønske om at skabe en scene for musik, som faldt uden for de sædvanlige kategorier. De så hvordan musiklivet i New York i 1980’erne grupperede sig i mere og mere isolerede subkulturer og subgenrer. Men samtidigt oplevede de, at der var en stor del unge komponister, som ikke sådan kunne placeres under en specifik rubrik, og som derfor også havde svært ved at finde en kanal til udbredelse af deres musik.

”there needed to be a place where all the uncategorizeable music could find a home. – Bang on a Can was that home” – Bang On a Can

I dag, 25 år efter, har Bang On a Can etableret et væld af årlige festivaler, kommisionsfonde til støtte af ny musik, deres egne ensembler, og deres eget pladeselskab, Cantaloupe Music. Bang On a Can har således haft stor indflydelse på det amerikanske musikliv.

New York Times har beskrevet Bang on a Can som havende ”a central role in fostering a new kind of audience that doesn’t concern itself with boundaries. If music is made with originality and integrity, these listeners will come.”(The New York Times)

Et musikalsk eksempel på Bang on a Can komponisternes egen blanding af populærkultur og højkultur, kunne være David Langs fortolkning af Velvet Undergrounds ”Heroin”, i stil med Bachs cellosuiter.

David Lang: ”Heroin”

The Velvet underground: ”Heroin” http://www.youtube.com/watch?v=ffr0opfm6I4

J.S. Bach: Cellosuite No. 1 i G-dur, præludium http://www.youtube.com/watch?v=_9EQPB4vgb8

Der findes i dag i hele den vestlige verden musikalske kollektiver a la Bang On a Can. To af de kollektiver, som har haft god vind i sejlene til udbredelse af indie-klassisk musik, er det islandske Bedroom Community og amerikanske New Amsterdam Records.

Bedroom Community består af følgene kunstnere: Den anakronistiske minimalist Nico Muhly, den islandske komponist og producer Valgeir Sigurösson, folklore-fortolkeren Sam Amidon, lyd-ingeniøren Ben Frost og avant-/neo-klassicisten Daniél Bjarnason.

I New York huser pladeselskabet New Amsterdam Records et væld af komponister og ensembler, blandt andet Jefferson Friedmann Nadia Sirota, Newspeak og Matt Marks.

En mulig kategori: ”alt.-klassisk”

For en to til fire år siden var der en del furore omkring betegnelsen ”alt.-klassisk” på internettet. Her opstod der en længere debat om genren. Der var kunstnere inden for den omtalte scene, som godt kunne leve med betegnelsen, og nogle som ikke brød sig om termen og mente, at den kun var begrænsende for musikken. Heri ligger egentligt ikke det interessante, men derimod at kritikere udenfor scenen også blandede sig i debatten og begyndte at stille spørgsmål ved hele tendensen. Hermed fandt spørgsmålet om den klassiske musiks relevans i dag også naturligt ind i debatten.

Flere bloggere rettede kritik mod poppet overfladiskhed i kunstmusik, hvis lod, det først og fremmest vel må være at vække til kontemplation hos tilhøreren; Gabriel Kahane kritiserer bl.a. den alt-klassiske scene for, at forfalde til rent kopiering af tidlig minimalisme:

“the post-minimalist or alt-classical downtown New York scene today seems to me to amount merely to quotation, music that simply borrows another text and plops it down in a new setting. This music is often pleasant to listen to, but ultimately thin, lacking proper architecture and thorough procedure.” (Gabriel Kahane Alt-classical Riposte)

En anden kritiker Justin Davidson udtaler sig i forbindelse med New Amsterdams Records musikfestival, Ecstatic Music Festival, om programmets ukategoriserbare og grænsesøgende musik:

”Getting a handle on what’s happening in contemporary classical music is harder than it seems. Composers inhabit an artistic habitat that’s both globalized and fragmented.

New York has a vigorous new music concert scene — the Ecstatic Music Festival has just gotten under way at the Kaufman Center, and it runs until March 24 — but its events are often too sprawling and uneven, or else too tiny and uneven, for a clear picture to form. Small-label recordings have proliferated, but it can be easy to miss the lone six-minute gem tucked in among an hour of middling harp music.” – Justin Davidson – ”Justin Davidson wants to know what you like”

Mod denne kritik blev de kunstnere, som sympatiserede med den omtalte ’scene’, nødt til at svare igen:”what harp music is he talking about that sounds awesome. An hour of middling harp music sounds precisely like what I need at this time.” Nico Muhly,Have mercy

Måske er det denne type forestillinger Justin Davidson refererer til:

Tristan Perich: ”Qsqsqsqsqsqsqsqsqqqqqqqqqqqq” (Ecstatic Music Festival)

 

Matt Marks kommer til orde i denne debat med indlægget Pop-o-matic trouble, hvor han vil forklare, hvad han mener den nye musik består af, og hvorfor den har relevans.

Matt Marks mener, at en af de afgørende karaktertræk ved den ”alt.-klassiske” scene er, at den ikke er en aggressiv, en konfronterende bevægelse, men derimod en passiv bevægelse, hvor komponisterne simpelthen ikke kan lade være med at blande de forskellige typer musik, som de selv lytter til, ind i kompositionsprocessen. Han kalder, som svar til kritikernes ønske om en kompromisløs musik, den nye tendens ”an uncompromise to comprimise”:

”We’re not trying to put it in; if anything we’re trying not to keep it out, and trying not to assimilate it into the boundaries of classical music. This is what I mean when I write about why we shouldn’t ”compromise” to make our music sound ”uncompromising”. – Matt Marks, Pop-o-matic trouble

Nico Muhly og studiealbummet

En af de komponister som i nyere tid har fået stor opmærksomhed er den New York-baserede komponist Nico Muhly (f.1981). Han blev i en alder af 27 år udråbt som ”the hottest composer on the planet” af the Daily Telegraph og har i dag i en alder af 31 år allerede et enormt katalog af orkesterværker, operaer, balletter, koralværker m.m. bag sig.

Nico Muhly er uddannet komponist fra Julliard School og har skrevet og arrangeret musik for bl.a. Phillip Glass. Men han har også i den grad søgt udenfor den klassiske verden og har samarbejdet med navne som Grizzly Bear, Anthony and the Johnsons, Jonsi (Sigúr Róss), Björk, Sam Amidon, Bonnie ”Prince” Billy, The National m.fl.

Nico Muhlys første to udgivelser Speaks Volumes (2006) og Mothertongue (2008) skiller sig på mange måder ud fra, hvad der normalt karakteriserer et klassisk værk. For det første er de to udgivelser studiealbums, på samme måde som Brian Wilson producerede og ønskede at hans albums skulle hænge sammen. Det vil sige, at albummet ikke er en uddifferentieret rækkefølge af sange med enkelte hitsingler imellem, men at alle sangene er tænkt i forlængelse af hinanden, som ét homogent album. Denne ide har i høj grad levet videre indenfor populærmusikken, med eksempler som The Avalanches, Atom™, The Caretaker, Björk, Jesus and Mary Chain, Radiohead, Animal Collective, Arcade Fire og mange flere. Albummets kvalitet afhænger naturligvis af sangskrivningen – sammenhæng mellem lyriske temaer og musikalske motiver – men også i lige så høj grad af lyden, af instrumentering, af en homogen produktion.

Indenfor den klassiske musik er vi ofte mere vant til at tænke musikken som ’værker’, der ligger udenfor en konceptuel lydproduktion. Her er det i mange tilfælde i højere grad valg af eks. instrumenter, der definerer lyden, og ikke hvor meget lydoptagelsen af et brusebad eller skvulpende hvalfedt (lyde som optræder på mothertongue), er blevet komprimeret.

Muhlys første udgivelser får i høj grad sin karakter gennem produktionen, foruden Muhlys særlige kompositionsstil. De er i høj grad studiealbums, mere end de hører hjemme i en koncertsal.

For det andet er Speaks Volumes og Mothertongue produceret og udviklet i samarbejde med det islandske Bedroom Community. Speaks Volumes var Bedroom Communitys første udgivelse, og stifter af pladeselskabet, Valgeir Sigúrdsón, har produceret både Speaks Volumes og Mothertongue. Det er dog ikke kun Valgier Sigurdsson, men hele kollektivet som har været med i skabelsen af Mothertongue.

Sam Amidon synger således på albummets sidste del, The Only Tune, Ben Frost har stået for bas-programmering på albummet, og Nadia Sirota spiller bratsch. Yderligere er det, når denne musik bliver opført, alle kollektivets medlemmer, musikere og komponister som spiller hinandens musik sammen. ”It’s all a kind of love-fest”, udtaler Muhly sig i en samtale med Paul Sullivan, og fortsætter:

”Iceland is a great place to write and work, because basically everybody here, like basically every sentient being – is doing some pop stuff, some classical, some folk, and all with no sacrifice of quality” – Paul Sullivan, Cool and calmly composed

At Bedroom Community er opstået på Island, er ikke helt tilfældigt. Island har et særligt ry indenfor denne ’genre’, hvor specielt Björk har haft enorm indflydelse og måske endda kan regnes for moderen af alt.-klassisk musik, hvor Phillip Glass så kan betragtes som den ækvivalente fader. Björk selv har været med i stiftelsen af Bedroom Communitys pladeselskab, og flere af dets kunstnere har bidraget til Björks egne udgivelser.

Nico Muhlys samarbejde med Bedroom Community og andre kunstnere giver ham en særlig rolle som komponist, en aktiv rolle, hvor han selv opfører og indspiller sine kompositioner. Nico Muhly er tydelig som person i musikken, det gælder også på hans internetblog, men samtidigt kan man godt argumentere for, at hans musik falder ind under den ’bevægelse’ som Matt Marks betegner en ’passiv bevægelse’.

Muhly forklarer det selv i sin sædvanlige henkastede vidunderbarns-agtige tone, således: ”Basically it’s like, do it all, and don’t make a big deal about doing it all.” ( Cool and calmly composed, The National)

Mothertongue indeholder en hel masse og er et kontekstuelt net af anakronistiske referencer til ting, som tilsyneladende optræder fordi Nico Muhly tilfældigvis har en passion for dem. Mothertongue er frem for alt en blanding af vidt forskellige elementer. Paul Sullivan beskriver Mothertongue på følgende måde:

”The conceptual elements are counterbalanced by his passion for Anglican choral music and such English Renaissance composers as William Byrd and Orlando Gibbons. – then come the colourful glance splashes of indie rock and electronica. The outcome is thoroughly modern of course, but also joyfully expressive, brave and underpinned by a sense of emotional honesty” Paul Sullivan, Cool and calmly composed, The National

Det er således ikke forkert at betegne albummet som et koncept-album. På samme måde som The beach boys albummet Pet Sounds tematiserer teenage-livet og kærligheden tematiserer Mothertongue Muhlys eget personlige modersmål. Albummets fire første numre, som bærer den fælles overtitel – mothertongue, består af tilfældige, umiddelbart ligegyldige informationer lagret et sted i komponistens og mezzo-sopranen Abigail Fischers hukommelse. Det være sig telefonnumre, adresser, flyafgange og flydestinationer m.m.

Nico Muhly: Mothertongue I, Archive

På albummets tre næste sange Wonders sættes Muhlys passion for engelsk litteratur og koralmusik fra renæssancen,i spil med en dybt indie-poppede lydproduktion, og på albummets sidste numre skifter vi som lyttere bekendtskab med hans passion for folkemusik.

Musikbloggen Undergroundwires har antydet, at Nico Muhlys anakronistiske tilgang og stil, måske repræsenterer en ny ”kulturateistisk” kunstbevægelse. Hvis det er tilfældet, må det siges at være en stærkt ærbødig ”kulturateisme”. Muhly har et stærkt og varmt, men ubesværet forhold til traditionen, sammenlignet med tidligere modernistisk musik.

Mothertongue spiller i høj grad på historisk og personlig selvreflektion, på en bevidsthed om traditionen, men samtidig virker det som om, at intet er rigtigt helligt. Alt kan gentages og flettes sammen på ny.

”Style isn’t a hat you just buy. Style is a weird, growing, plant-like thing that reacts against and works with a bunch of different input sources: experience, age, what you listen to, what you don’t listen to, what you read, what your roommates read, what you heard one time in a car when you were 13, what you listen to now in a car that your 29.” Nico Muhly: Distractions and the tyrranny of influence

En popmusikere i en komponists skal

Hvor Bedroom community artisterne musikalsk hører hjemme på dagens musikscene er uklart. Men i promoveringen af dem er det tydeligt, at det er deres forbindelse til indie-scenen som betones. Tag for eksempel denne plakat for bedroom communitys whale watching tour i 2010:

Selvom billedet er meget sløret, kan man se, at Bedroom community artisterne er skrevet i sammenhæng med hver deres indie-rock/pop artist. Men er eksempelvis Nico Muhly mere popmusiker end klassisk komponist?

Jeg mener det vil være en overdrivelse. Selvom hans kompositionsstil er nytænkende, ér instrumenteringen og kompositionsteknikken dog stadig funderet i en klassisk tradition. Nico Muhly kalder det for sin ”homebase”, funderet på amerikansk minimalisme og klassisk vokalmusik. At Nico Muhly har sin hjemmebase der, er også blevet tydeligere med hans seneste udgivelser på Decca, som form- og lydmæssigt er langt mere ’klassisk’.

Med Speaks Volumes og Mothertongue bruger Muhly først og fremmest studiet som en popmusikere, hvilket giver dem et særligt præg. Dog er musikken selv også poppet i den forstand, at den er let tilgængelig. Hvis man absolut vil, kan man, med lidt god vilje, i nummeret ”Hress” måske hører en sammenblanding af Pet Sounds og ABBA … fra en anden planet:

Nico Muhly: Mothertongue III, Hress

ABBA: Money, Money, Money http://www.youtube.com/watch?v=ETxmCCsMoD0&ob=av2e

Pet Sounds: Here Today http://www.youtube.com/watch?v=ZPe2FJHLhGM

 

Sammenlign stykket 2:24 inde i ”Hress” med stykket 2:24 inde i ”Here Today”. Er ligheden ikke slående! Jo måske – men sammenligningen forbliver søgt. Inspirationen bliver markant mere hørbar, hvis man lytter til Phillip Glass’ ”Einstein on the Beach”

Philip Glass: Einstein on the Beach http://www.youtube.com/watch?v=61n_iOhgcVQ

En problematisk kategori

Spørgsmålet om hvilken genre et stykke musik tilhører kan i visse tilfælde forekomme som en besværlig hindring for komme til at tale om musikken selv. Kategorisering er, vil jeg dog pointere, et uafværgeligt præmis og samtidigt ofte et behjælpeligt redskab til orientering og udvidelse af ens musikalske horisont. Man finder endda mange musikalske tilfælde, hvor genrebegrebet og leg med genrerne – tag hele sampling-kulturen – bliver udgangspunktet for en ny slags musik.

Men der hvor kategoriseringen i sig selv kan blive problematisk er, når dens ydre rammer og afgrænsninger bliver bestemmende for, hvornår musikken giver mening eller ej, hvornår den er god eller ej. Med andre ord, hvornår musikken er ”rigtig” eller ej.

Devan Desantis poster et indlæg, d. 30. April 2010, med titlen ”Who cares if you care”. Denne titel spiller op til en anden artikel der er skrevet ca. 50 år tidligere af Milton Babbit med titlen ”Who cares if you listen”³. Babbits artikel behandler spørgsmålet om avantgarde-kunstens næsten ikke-eksisterende publikum. Den position som dele af den modernistiske avantgarde indtog, fordrede musikkens kompromisløshed på bekostning af dens tilgængelighed. Denne position står på mange måder i kontrast med meget ny kompositionsmusik i dag, som søger udad og ønsker at være imødekommende, hvilket blandt andet kommer til udtryk i Nico Muhlys både ærlige og personligemusik. Måske hænger denne holdningsændring også sammen med, at den klassiske musik har gjort tilnærmelser til popkulturen. Måske at holdningen blandt mange komponister, har udviklet sig fra at lyde: ”Il faut accepter la complexité”, til en mentalitet der siger: ”Whateeever, I do whatever I want!” Devan Desantis afslutter, i den forbindelse, sit indlæg med følgende råd:

”So what makes music good? So what makes music relevant? The answer is, ”who cares?” – Figure out what you like to hear. Then go listen to it, and make more.” – Devan Desantis Who cares if you care

Hvis du ønsker at høre mere, kan du trykke her og lytte til min playliste med nogle af Bedroom communitys udgivelser plus noget andet, eller også kan du lytte til Pitchforks ”indie-classical playlist” på Spotify. En sidste henvisning er New Amsterdam Records og Bedroom Community’s egne hjemmesider, hvor de har valgt at lægge alt hvad de udgiver op til fri streaming!

 

Noter:

 

Del denne artikel: