’Just you and I’: Fra stereotypiske popsange til horror
David Lynchs film er ofte forvrængede og dystre, og dette bliver blandet med det ’normale’, hverdagsagtige og stereotypiske. Amerikansk popmusik fra især 1950’erne og 1960’erne spiller en betydelig rolle i instruktørens film- og tv-universer.
Soundtracket i David Lynchs værker er i høj grad med til at skabe den særlige stemming, og Twin Peaks-sangerinden Julie Cruise har om musikken i hans værker sagt: ”I don’t know what comes first; the drama or the music”.
Siden jeg første gang så Twin Peaks-serien og filmen Fire Walk With Me har jeg været stor fan af filmen og serien – med et miljø som ofte er beskrevet som ’50’erne i 90’erne’, der bl.a. udfoldes gennem Bobbys T-Birds-læderjakke eller kvindernes overdrevne brug af rød læbestift.
Især musikken gjorde stort indtryk: Soundtracket indeholder jazzede krimi-agtige kompositioner, 50’er-inspirerede sange, det dystre ’Lara Palmers theme’ – samt en del andre stykker, der som regel klinger af 50’erne-60’erne eller jazz( jazzen er ofte i sammenhæng med femme fatales som Laura Palmer eller Josie Packard).
Lyden af 50’erne og 60’erne
I næsten alle David Lynchs værker spiller amerikansk populærmusik en stor rolle i lydsporene, og det er især musikken fra midt-50’erne til midt-60’erne, der får en central placering. Heriblandt er Bobby Vintons klassiker fra 1963, ’Blue Velvet’, som er titelmelodien til filmen af samme navn; eller scenen i Mulholland Drive, hvor vi ser en audition med en pige, der mimer til en indspilning af ‘I’ve Told Every Little Star’ med Linda Scott fra 1961.
Men ud over genbrug er der også mange originale sange, som har lyden af 50’erne og 60’erne. Inspirationen lyder som regel til at være popsange fra perioden med banale, naive og klichéfyldte musikalske og følelsesmæssige udtryk, og sangene er i hele deres natur ’normale’ både i forhold til (kærligheds-)budskabet, rytmen, formen og harmonien i sangen. Derfra kan Lynch så sætte det ’naive’ og ’normale’ over for ekstrem vold eller gys.
Just You And I
Kontrasten mellem det ‘normale’ og det ekstremt skræmmende kan findes i et afsnit af Twin Peaks, hvor vi hører sangen ’Just You and I’, som er en original sang med tekst skrevet af David Lynch, og musik skrevet af hans faste komponist Angelo Badalamenti. I scenen ses de tre teenagere James Hurley, Donna Hayward og Maddie Ferguson; James spiller guitar og synger lead foran en mikrofon i 50’er-stil, mens pigerne synger kor. Sangen er komponeret som en stereotypisk 50’er-60’er-kærlighedsballade med tekster som: ”Just You and I, together forever in love”.
Pop-balladen ender, da Donna ser Maddie og James have øjenkontakt, og hun løber ud af rummet med James efter sig. Derefter sidder Maddie alene tilbage, hvor hun får en vision med den ’onde ånd’ Bob, som kommer tættere og tættere på hende indtil han til sidst fylder hele skærmen, og skræmmer livet af os alle sammen. Under dette scenarie høres en ubehagelig, dissonerende horror-drone, som står i stærk modsætning til den søde og naive sang. Konceptet er ikke enestående i serien, og Julie Cruises søde, smukke og drømmeagtige kærlighedssange lægger næsten altid op til uhygge efterfølgende.
Professor i Musikhistorie Mark Mazullo mener, at popsangene fra 50’erne og 60’erne fungerer som en ’portal’ til det mærkelige og mystiske i Lynchs univers, som det er tilfældet i sangen ’Sycamore trees’, som kunne være rimelig harmløs i sig selv, men som i sammenhængen bliver en ’port’ ind til The Black Lodge – et sted for utænkelig ondskab.
I Twin Peaks men også i film som Mulholland Drive er der under alle omstændigheder ikke langt fra den pæne overflade til det dybe mørke – både i musikken og i fortællingen. De enkle sange skræmmer og fascinerer på samme tid i sammenhængen, og tager mig fra en teenage-agtig, naiv tilstand til ekstrem fysisk ubehag på få sekunder.
